Starten til Tisvildehuset gik da en flok driftige kvinder kaldet ”Grydetøserne” ønskede sig et nyt køkkenbord i det eksisterende køkken i Idrætshuset.

Og efter en række ”køkkenbordsmøder” og et (flere) borgermøde tilbage i 2017 blev der nedsat en arbejdsgruppe, som tog arbejdet derhen, hvor det befinder sig i dag med et færdigt skitseprojekt, som er støttet af LAG, Dreyers fond og Arkitektforeningens START projekt.

Sideløbende hermed har der været arbejdet med husets aktiviteter og en forundersøgelse er blevet foretaget af DGI, Nordsjælland med økonomisk hjælp fra Musik i Lejet og DIF og DGI’s foreningspulje.

På nedenstående tidslinje kan man se de til enhver tid siddende arbejdsgruppers arbejde med projektet fra 2016 - d.d.

Under fanen samarbejdspartnere kan man se, hvem vi samarbejder med, samt hvem der har støttet projektet økonomisk.

Projektet har med indgangen til sommeren 2025 opnået finansiering til byggeriet på 13.000.000 kr.

Foreningen Tisvildehuset har selv tilvejebragt tæt på 1.000.000 kr. som bliver brugt til at finansiere skitseprojekt, køb af grund samt betaling af diverse rådgivere.

Herunder ses tankerne for Sportslængen, som kan bruges til alle typer af fysiske aktiviteter, som er af den type, hvor samværet er lige så vigtig som selve aktiviteten. Da Vejbyhallen kan rumme de store sportsgrene har fokus her rettet sig mod en anden type aktiviteter. Mindre holdaktiviteter som spinning, mindfulness, yoga. Musik og leg for børn, eller forældre / barn gymnastik, men også de ting, som allerede foregår i dag med Glad motion og Ældremotion, Zumba mm.